Leasingkonsulent til Forhandlerleasing
Har du et hjerte, der banker for kundeservice – og stærke kompetencer inden for kreditarbejde? Så har vi jobbet, hvor du får det bedste fra begge verdener.
Hos Krone Kapital søger vi en leasingkonsulent til Forhandlerleasing. Du kommer til at stå i krydsfeltet mellem vores kunderelationer og vores interne funktioner – og din opgave er at sikre gode oplevelser hele vejen rundt. Det gør du ved at levere god service og udarbejde velbegrundede sager, der gør det nemt at træffe de rigtige beslutninger, som skaber tilfredse kunder.
- Arbejdssted
- Nykøbing Mors eller Aarhus
- Ansættelse
- Fuldtid
- Tiltrædelse
- Hurtigst muligt eller efter aftale
- Ansøgningsfrist
- 22. november 2026


Om jobbet
Du bliver en del af Forhandlerleasing, hvor vi samarbejder med bilforhandlere over hele landet. Når en kunde ønsker at leasingfinansiere sin nye bil, henviser forhandleren kunden til os, og her spiller du en vigtig rolle i at sikre en god og smidig proces.
Du bliver bindeleddet mellem forhandleren, kunden og vores interne funktioner – herunder vores kreditafdeling – og er med til at sikre, at leasingaftalerne kommer godt og effektivt på plads. Det kræver et skarpt serviceblik, forståelse for kundens behov og evnen til at udarbejde gennemarbejdede kreditindstillinger.
Det er en intern stilling, hvor du arbejder fra kontoret og har kontakten med forhandlere og kunder via telefon og mail. Du kan selv vælge, om din daglige arbejdsplads skal være på vores kontor i Nykøbing Mors eller i Aarhus – eller en kombination af begge.

Dine opgaver bliver bl.a. at:
- Servicere og rådgive vores forhandlersamarbejder og deres kunder
- Sammensætte leasingløsninger, der passer til kundens behov og økonomi
- Foretage kreditværdighedsvurderinger af vores kunder
- Udarbejde kreditindstillinger, der gør det nemt og trygt at træffe beslutning
- Udarbejde leasingdokumenter og sikre en smidig proces fra ansøgning til underskrift.

Vi forestiller os, at du:
- Har erfaring fra et pengeinstitut, fx som privat- og/eller kunderådgiver
- Har et godt service- og salgsgen og får energi af dialogen med kunder og samarbejdspartnere
- Elsker at dykke ned i tal, økonomi og kreditvurderinger – og har styr på detaljerne
- Har erfaring med kreditarbejde – det tæller ekstra på kontoen
- Er struktureret, selvstændig og i stand til at træffe beslutninger, også når tempoet er højt og kunderne venter på svar
- Trives i krydsfeltet, hvor både kunden og kreditten skal tilgodeses
- Bidrager med godt humør og ordentlighed i samarbejdet.

Hos Krone Kapital møder vi både kunder og kolleger med:
- Løsningsorientering – vi finder veje frem for barrierer
- Ordentlighed – vi gør det rigtige, også når ingen ser det
- Arbejdsglæde – vi tror på, at glade medarbejdere skaber tilfredse kunder.
Det er mere end ord – det er måden, vi driver forretning på.

Vi tilbyder:
- En alsidig rolle, hvor du arbejder med både kunder og kredit
- Et stærkt fagligt miljø med erfarne og engagerede kolleger
- Kort vej til beslutninger og masser af faglig sparring
- En humoristisk og fri omgangstone
- En kultur med fokus på trivsel, udvikling og sammenhold
- Attraktive vilkår og gode personalegoder.

Løn og ansættelsesforhold
Vi tilbyder en fast stilling på 37 timer ugentligt med tiltrædelse hurtigst muligt eller efter aftale. Løn og ansættelsesvilkår aftales ud fra din erfaring og dine kvalifikationer.

Om os
Krone Kapital er et leasingselskab, som er ejet af Sparekassen Kronjylland og Sparekassen Thy, og er beliggende i Nykøbing Mors. Vi har oplevet en rivende udvikling de seneste år med en markant vækst både i antallet af ansatte, og i vores leasingportefølje, som er i fortsat vækst.

Interesseret?
Send din ansøgning og dit CV senest den 22. november 2026 til [email protected].
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Torben Jensen på tlf. 96 70 34 05.
Vi holder samtaler løbende og senest i uge 48.
